Vedtægter

Støtteforeningen for Tuse Forsamlingshus. Tuse Forsamlingshus Tuse Byvej 96

Vedtægter

§ 1

Tuse Forsamlingshus og støtteforening har hjemsted i Holbæk Kommune.
Foreningens adresse er den til enhver tid værende formands adresse.

§ 2

Foreningens formål er:

At værne om Tuse Forsamlingshus fortsatte beståen.

At arbejde for medlemstilgang og udbrede kendskabet til Tuse Forsamlingshus.

At forvalte de indkomne midler, efter behov, med forsvarlighed.

§ 3

Alle brugere af Tuse Forsamlingshus samt øvrige, der måtte være interesseret i at støtte Tuse Forsamlingshus, kan optages som medlem.

§ 4

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, hvortil alle medlemmer, som har betalt deres kontingent året før, har adgang og stemmeret. Hvert medlem har en stemme.

§ 5

Hvert år i februar måned afholdes ordinær generalforsamling. Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 14 dages varsel ved annoncering.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før denne afholdes.

Indkaldelse skal indeholde den for generalforsamlingens fastsatte dagsorden omfattende:

1. Valg af dirigent og stemmetællere.
2. Beretning af bestyrelsens arbejde i det forløbne år.
3. Regnskabsaflæggelse
4. Indkomne forslag.
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af bestyrelse
7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
8. Valg af 2 revisorer
9. Valg af 1 revisorsuppleant
10. Eventuelt

§ 6

Afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal.

§ 7

For at være stemmeberettiget og valgbar på generalforsamlingen skal kontingentet fra det foregående år som regnskabet omhandler være betalt.
Undtaget fra denne §, er medlemmer af husets bestyrelse, og husets forpagter.

§ 8

Revisor og revisorsuppleant må ikke samtidig være medlemmer af bestyrelsen.

§ 9

Revisor skal have foreningens regnskab forelagt senest 2 uger før generalforsamlingen.
Revisorbemærkningerne skal forelægges generalforsamlingen.

§ 10

Foreningens regnskabsår er 1. januar til 31. december (følger kalenderår).

§ 11

Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-7 personer.

I lige år vælges 3-4 bestyrelsesmedlemmer og i de ulige år 2-3 bestyrelsesmedlemmer. Valgperioden er 2 år.

For en periode på 1 år, vælges 2 suppleanter.
Suppleanterne deltager i alle bestyrelsens møder med taleret, men har ikke stemmeret.

For en periode på 1 år, vælges 2 revisorer.
For en periode på 1 år, vælges 1 revisorsuppleant.

§ 12

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil og administrerer foreningens anliggender under ansvar for generalforsamlingen.
På førstkommende bestyrelsesmøde, senest 30 dage efter generalforsamlingen, konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

§ 13

Alle foreningens midler indsættes på en bankkonto og kan kun hæves af kasseren eller formanden.

§ 14

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

Kontingentet skal være indbetalt senest 1. april.

 §15

Anmodning om støtte fra Tuse Forsamlingshus støtteforening sker skriftlig til bestyrelsen.

Støtte kan også ske på bestyrelsens egen foranledning.

Godkendelse af udbetaling af midler foreligger, når et simpelt flertal af bestyrelsen har stemt for ansøgningen.

Al støtte udbetales til husets gøremål.

§ 16

Foreningen kan ikke optage lån eller forpligtes som kautionister, ligesom medlemmerne/bestyrelsen ingen økonomisk forpligtelser har, ud over medlemskontingentet.

§ 17

Opløsning af foreningen forudsætter vedtagelse på en lovlig indkaldt generalforsamling og bekræftet på en ekstraordinær generalforsamling afholdt senest 1 måned derefter.

I tilfælde af opløsning nedsætter den ekstraordinære generalforsamling et likvidationsudvalg på 3 medlemmer.
Udvalget skal snarest afslutte regnskabet og afvikle eventuelle forpligtelser.

§ 18

Ved foreningens eventuelle ophør eller nedlæggelse overgår dens midler til Tuse Forsamlingshus.

§ 19

Vedtægterne er vedtaget på den stiftende generalforsamling 09.02.2012



Feedback

Sidst opdateret

14.08.2017

Ansvarlig redaktør

Lillian Bagge Nielsen